Familiebesøg og Sverige


Kære allesammen! 

Længe siden må man sige..! Der er sket så meget siden sidst, at jeg ikke helt ved hvor jeg skal starte. Men godt har det været! Atmosfæren i kirken og skolen har siden februar været særlig “elektrisk” og Gud gør noget helt særligt i mennesker her inklusiv mig selv. Jeg har også haft mine forældre på besøg, fejret min fødselsdag og sidst men ikke mindst været i Sverige på missionstur (for ikke at nævne alle de daglige glæder og oplevelser). 


Seattles seværdighed "The
Space Needle" som vi var
oppe i.
Familiebesøg

I starten af marts fløj mine forældre til Seattle sammen med min morbror Niels og tante Kirsten. Jeg fløj også derop fra Redding og sammen havde vi en lille uge til at køre ned til Redding og opleve USAs vestkyst sammen. Det var en skøn tur og dejligt at bruge tid sammen igen. Vi startede med nogle dage i Seattle hvor vi både så byen og også fik en rundtur på Boeing fabrikken hvor passagerfly bliver bygget og alt er af en helt anden størrelseskarakter! 



Vi besøgte også en familie som jeg kender fra 8 år tilbage da jeg tog med 9. klasse til USA og boede hos netop denne familie som min værtsfamilie. Vi besøgte deres nye kirke og tog efterfølgende med dem ud at spise. Super sjovt at se dem igen.

Paret i midten var min værtfamilie i 9. klasse.


Henover de næste par dage kørte vi ned til Oregon, ud langs kysten og ned til Redwood-træerne og krydsede henover bjergene og ind til Redding.
Mens de var her var det min fødselsdag, og jeg havde fornøjelsen af at samle mange af de mennesker som har betydet noget særligt for mig de sidste tre år. Min familie havde taget lagekagebunde og kagecreme med til lagkage som satte prikken over i’et på en skøn aften! 


Vi kørte på Highway 101.

Jep, det er mig med det vilde Stillehav og storslåede skråninger i Oregon.

Sverige

En næsten to uger lang missionstur til Sverige med masser af fællesskab og oplevelser er svær at gengive. Oplevelser som dem er så trosbekræftende, opbyggende og proppede at det kan være svært at sætte ord på—du skulle prøve det, måske prøve det igen! At komme dertil hvor man synes at være tømt for inspiration eller overskud og bare være afhængig af Gud og hans ord er godt for os! Det får det måske til at lyde som to meget hårde uger, hvilket vidst ikke er helt rigtigt. Vi havde det helt fantastisk! 

Mit underfulde team om morgenen hvor rejsen begynder.

Vores hold bestod af 16 elever og to ledere, hvoraf en af lederne var min mentor David som jeg også følger til hverdag. Han er selv fra Sverige og derfor yderst kvalificeret til at lede turen, selvom han nu bor med sin kone og datter i Redding og arbejder på bibelskolen.
Turen startede i Stockholm hvor vi medvirkede på en to-dages konference i en nyere kirke “One Heart Church”. En skøn menighed som tog imod os med åbne arme! Vi stod for undervisning til både seminarer og fællesmøder, forbøn og afholdt også “profetiske boder”, hvilket er en mulighed for at blive bedt for og velsignet og hvor vi forsøger at lytte til hvad Gud siger om personen foran os, hans eller hendes identitet, livssituation, historie og fremtid. Det er en ydmyg fornøjelse at betjene mennesker og opleve hvordan Gud taler til mennesker gennem os! 

Næste stop var Örebro hvor vi afholdt et aftenmøde i den lokale pinsekirke. Om det var her eller i nogle af de andre kirker er jeg ikke helt sikker på, men vi oplevede flere mirakler alle steder og særligt to står ud; én elev bad for en kvinde hvis ene ben var mellem 5-10 centimeter korterede end det andet. Oveni var hendes hofte skæv og meget andet var ikke som det skulle være. Efter noget tid og nogle bønner fra eleven, så de hendes ben vokse ud i hænderne på eleven! Derefter bad de for hoften som også skød på plads. Fantastisk! 
En anden elev bad for en kvinde som i 10 år havde haft tinnitus på det ene øre og de sidste 5 år havde haft svær hørelse på samme øre. Efter flere bønner åbnedes hendes øre og både eleven og kvinden stod med tårer og var rørt over Guds kærlighed og kraft.

Så tog vi til Kungsbacka som ligger godt 30 minutter syd for Göteborg for at besøge endnu en lokal pinsekirke. Første aften afholdt vi et møde hvor jeg havde privilegiet af at prædike. Der var så mange mennesker på aftenen at vi afholdt to møder samtidig, ét ovenpå og ét nedenunder; positivt problem! Jeg talte om at fokusere på Guds rige og opleve bekymring falde til jorden derved udfra Matthæus Evangeliet kapitel 6 og vers 33 som siger: 

Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.

Et af mine yndlingsord for tiden fra Jesus!

Vi boede hér hos værtsfamilier som tog sig fantastisk godt af os. Det var skønt at komme ind hos en rigtig svensk familie (med rigelige mængder af knækbrød, Kalles Kaviar, kødboller og Marabou chokolade! 😄Ej, bare for sjov...).
Vi besøgte en bibelskole, hjemmegrupper og fik også set noget af byen. Både Stockholm og Göteborg er virkelig skønne byer! Vi havde også i løbet af disse dage en hviledag ved vandet hvor vejret var så skønt at den langærmede trøje måtte smides og tæerne blev luftet. Vi var generelt på turen meget velsignede med solskind næsten hver dag!

I Stockholm – Bethel Music er kommet til byen, eller næsten da... 
One Heart Church i Stockholm.
Bibelskolebesøget i Göteborg! Find Holger...

Sidste stop var Jönköping og Gränna som ligger opad søen Vättern. Her besøgte vi endnu en pinsekirke og havde første aften et ungdomsmøde. Dagen efter på samme sted var en hel dag med undervisning, lovsang, profetiske boder og fælleskab. Her oplevede vi igen at Gud møder mennesker. En gave at være en del af! 

Vi sluttede tilbage i Stockholm med en enkelt overnatning og fløj så tilbage til Californien (med SAS via København begge veje! Så jeg fik mig lige en forsmag på Danmark inden jeg for alvor er tilbage i maj).

Sidste tid i Redding

Nu er vi tilbage igen og har under en måned tilbage af skoleforløbet. Sikke mit liv har fået sig en ordentlig omgang modellering og forvandling—og der er vidst stadig meget mere liv at leve endnu! Så mens jeg glæder mig til at komme tilbage til Danmark er jeg også helt tilstede og godt tilpas hér og vil nyde hver en dag!

Og til slut vil jeg dele et visdomsord fra Ordsprogernes bog 15,15: 

Godt mod gør hver dag til en fest. 


Så vær ved godt mod; Gud elsker dig! 

Kærlig hilsen Simon. 

Kommentarer

Populære opslag