BÆNKEN - et blik tilbage

Billedet ovenfor er taget i et naturområde tæt på hvor jeg bor. I sig selv er den ikke meget, men på en gåtur en morgen forleden fandt jeg den—igen. Den bærer et minde med sig om en samtale med Michael fra kirken, da mit album “Solopgang” stadig var en idé. Jeg husker ikke præcis hvornår, men jeg husker hvordan vi delte tanker om hvordan det kunne lade sig gøre at lave et album. Vi snakkede om forskellige løsninger, men med stærk opbakning fra Michael om, at det nok skulle kunne lade sig gøre på en eller anden måde. 

Og fra dengang og helt til nu har vi aldrig haft brug for en plan B. Det er et mirakel! En hel masse ting spillede sammen på den mest fordelagtige måde! Økonomien lykkes ved hjælp fra BorgFonden og Frikirken. Musikerne var hurtige til at sige ja til at give deres tid og energi ind i projektet. Idéer som at få et kor med på albummet lykkes nemt og sjovt! 

Det mest besværlige i processen var kampen i mit sind; at stå imod bekymringerne, at holde ud gennem det jeg synes var besværligt og at turde træde ud i det jeg drømmer om. Værd at notere fra disse kampe: Lovsang, at lytte til Gud og “gumle” på Bibelens ord er vigtige våben! 

Jeg husker en aften hvor jeg oplevede frygten helt tæt på. I tiden var erkendelsen om at være magtesløs i Guds hænder særligt i fokus for mig. Dén aften står særligt ud for mig, da jeg tog kampen op imod frygt og sang et omkvæd over 2. Korinterbrev 12: 

Magtesløs for Kristi skyld,

så han i mig er stærk.

Behøver intet andet end

min Herres nådesværk.

Og skulle jeg end være stolt,

forevigt er min sang:

Helt tilfreds i trængsler,

for Herren, han er stærk! 

Som jeg gentog verset igen og igen, blev det til hop og dans og løftede hænder på værelset, smil og tårer og erklæringer. Omend jeg har mistet kontrollen i mig selv, har Gud bestemt ikke! Det er ham jeg stoler på, ikke mig selv. 

Et andet spørgsmål jeg stillede mig selv, var, om mit initiativ var inspireret af Gud eller bare min egen idé? Kunne jeg med sikkerhed sige, at det var Guds projekt og ikke bare mit eget? 

Jeg oplevede flere gange Guds tale til mig i den situation. Én gang med en overbevisning om at han er ved at gøre noget i menneskers hjerte, som kan ses på verdensplan, og at en album-udgivelse mere var et samarbejde med Gud i hvad han allerede har gang i, end noget jeg bævende skulle håbe på at han tog del i. Han er gået i forvejen, jeg får lov at følge med. 

Her er et citat fra en reflektion over noget andet, jeg oplevede Gud sige udgivelsen: 

"En interessant kommentar kom til mig på Facebook omkring vores live-stream udgivelse: 

“Streaming er en velsignelse. Det bliver så godt Simon, så kommer lovsangen ud i hjemmene ‘for real’.”

Sigende kommentar for mig, for det beskriver nok i virkeligheden Guds fuldendelse af sit løfte, som jeg oplevede han gav mig i efteråret, under album-processen og den mentale/åndelige kamp der var i at løbe med stafetten, og nok særligt i frygten for ikke at nå alt hvad vi skulle, med den deadline jeg havde sat. Gud sagde: “Jeg skal nok lade alt det lykkes, som jeg vil!” Når jeg fandt hvile i det, var det særligt fordi, at det nok netop var den største bekymring af alle; var albummet mit eget initiativ, eller var det Guds? Men hvis Gud lovede mig at ville udføre alt det, han ville med det til rette tid, så var der ingen grund til bekymring. Hvis han lover succes i sine øjne, så er jeg også tilfreds. Når bare han bruger det som han vil, behøver det ikke blive “større” end nødvendigt, eller opnå verdens definition af succes."

Om det blev som jeg regnede med, er ikke til at sige, for min forventning var ikke særlig specifik. Jeg gik bare i tro om at det skulle og ville lykkes. Det gjorde det, på Guds forunderlige måde! 

Det minder bænken mig om.